Kan vi overhovedet gennemskue forræderne? Ekspert dykker ned i psykologien bag TV 2-hittet

Vi har alle prøvet det. Man sidder i sofaen foran "Forræder" på TV 2, peger på skærmen og udbryder sikkert: "Ham der er ÅBENLYST en forræder, det kan alle da se!" Men hvad nu hvis sandheden er, at vi ikke er nær så skarpe detektiver, som vi selv tror?

Det er i hvert fald konklusionen hos kulturforsker Torben Sangild, der har kastet et fagligt blik på det populære socialspil. Han har studeret udgaver af formatet fra hele otte forskellige lande, og hans dom er ganske ydmyg på vores alle sammens vegne.

Hybris at tro man er bedre

I "Forræder" bliver en gruppe kendte danskere delt op i to lejre: de loyale, som skal afsløre forræderne gennem missioner og dramatiske afstemninger, og forræderne selv, der skal spille skuespil og holde masken, mens de underminerer de andre indefra.

Ifølge Sangild ville det være decideret hovmodigt at tro, at man selv ville klare sig bedre end deltagerne, hvis man sad med ved bordet. Han kalder det ligefrem for hybris at påstå, at vi herhjemme i sofaen ville være skarpere til at gennemskue bedraget end dem, der rent faktisk står midt i det.

Og selv Sangild, som har brugt tid på at analysere formatet på tværs af landegrænser, indrømmer, at han sandsynligvis ikke selv ville være bedre end gennemsnittet af de loyale deltagere til at spotte løgnerne.

Flokmentalitet og et tog, der ikke kan stoppes

En af de mest interessante pointer handler om, hvor hurtigt en teori kan brede sig blandt deltagerne - uanset hvor tynd den egentlig er. Så snart nogen får en mistanke, bliver gruppen "enormt sikre" på den, selv når beviserne reelt er ret spinkle.

Sangild beskriver det som et tog, der begynder at køre - og som ingen rigtig kan stoppe. Deltagerne følger simpelthen gruppelinjen, fordi det taktisk er farligt at skille sig ud og gå imod flertallet, selv hvis man privat er i tvivl om, hvem den egentlige skurk er.

Det starter sjovt - så bliver det en byrde

Men det er ikke kun de loyale, der har det svært. Ifølge Sangild bliver rollen som forræder også tungere og tungere, jo længere programmet skrider frem. Det starter som en sjov leg, men udvikler sig hurtigt til noget langt mere belastende.

Forræderne oplever nemlig det, forskere kalder kognitiv dissonans - altså det ubehag, der opstår, når man skal forene sit autentiske jeg med den konstante løgn. Som Sangild formulerer det, ender hele den sociale interaktion med at basere sig på et bedrag, og det tærer på selv de mest rutinerede skuespillertalenter.

Så næste gang du sidder derhjemme og er 100 procent sikker på, hvem der er forræder, er det måske værd at huske: ifølge eksperten er det langt fra så nemt, som det ser ud til fra sofaen.